Tips til at finde tøj til enhver lejlighed

Tips til at finde tøj til enhver lejlighed
Webshops

Der findes et væld af muligheder, når det handler om at opdatere og vedligeholde garderoben. Du kan købe online, offline eller give klimaet en tiltrængt krammer ved at købe genbrug – eller måske endda lære at upcycle dine gamle klude. Vi giver dig tips til, hvordan du holder liv i kludene.

Klæder skaber folk. Vi har alle sammen brug for at opdatere garderoben en gang imellem, og forskellige situationer kræver forskellige typer tøj. Skal du for eksempel til fin middag eller jobsamtale, skal du nok lade shorts og t-shirt blive hjemme. På grund af anledninger og årstider, fylder garderoben ofte en del i vores hjem.

Men inden du kaster dig over tøjbutikker på internettet og ude i den virkelige verden, så skænk en tanke til klimaet. Spørger man eksperterne, så er modebranchen nemlig en af de største klimasyndere, og der er masser, du kan gøre for at mindske din garderobes aftryk på planeten.

Vi guider dig til, hvordan du finder nye, bæredygtige lækkerier til dit garderobeskab – eller genanvender og bytter dig til noget, der kan gøre dig smart i en fart, uden at du skal kaste hele opsparingen efter nye og potentielt klimabelastende klæder.

Læs anmeldelser inden du køber tøj

Det er selvfølgelig vigtigt at vælge den rigtige forhandler. Når du har fundet ud af, hvilket mærke du skal ud efter, så anbefaler vi, at du læser anmeldelser af de forskellige forhandlere online, for eksempel her på DanskeAnmeldelser. Det gælder både, hvis du skal købe tøj i webshops eller i fysiske butikker. På den måde øger du muligheden for at undgå en dårlig oplevelse med en forhandler. Husk altid at læse lidt i dybden og tag både de positive og de knapt så positive anmeldelser med i dine overvejelser. På den måde får nemlig du et mere helstøbt billede af, hvad det er for et sted, du lægger dine penge.

Klimavenlig opdatering af garderoben

Lad os tage det vigtigste først: Vores vidunderlige klode er i fare. Temperaturerne stiger dramatisk, dødelige vejrfænomener river både menneskeliv og folks hjem med sig, og arter bliver udryddet på rekordfart. Eksperterne er stort set enige om, at menneskers forurening og forbrug af naturens ressourcer er den helt store, afgørende synder – og en af de allerstørste banditter er modebranchen.

Det siger blandt andre Else Skjold, som er PhD i design og bæredygtighed, til DR i forbindelse med den nyskabende og alternative modeuge Alternative Fashion Week, som har et stærkt klimafokus.

”Alle danske modevirksomheder ved, at den grønne omstilling er kommet for at blive. Det, der er udfordringen lige nu, er, at der har været meget lidt forskning omkring modebranchen. Derfor ser vi nogle afkoblede løsninger, der ser på delelementer,” siger Else Skjold til DR. ”De forskningsmæssige anbefalinger, der ligger, siger, at vi skal reducere med 75-95 procent af al nyproduktion i modeindustrien.”

Så det er ikke kun modebranche, der skal lære at tænke anderledes, når det kommer til garderoben – det skal vi alle sammen. Vi skal lære, hvordan vi undgår alt for ofte at købe nyt og klimabekosteligt tøj. Vi må tænke på at investere i kvalitet, så tøjet holder længere, og fixe det, der kan reddes. Her kommer der tre forslag til, hvordan du kan mindske dine shoppingture og undgå at købe alt for meget nyt:

Tip 1: Køb genbrugstøj i stedet for nyt

En oplagt mulighed er naturligvis at købe genbrugstøj. Mange genbrugsbutikker drives af frivillige, og pengene der lægges for genbrugstøjet går således til velgørende organisationer. En tur i genbrugsen kan godt føles lidt som et lotteri, fordi man sjældent kan planlægge, hvad man kommer hjem med. Men til gengæld er der mulighed for at score den helt store gevinst, hvis du rammer plet, uden at lægge kloden til last.

Tip 2: Hold tøjbyttedag med vennerne

En anden mulighed for at spiffe garderoben op uden at sætte grimme aftryk på planeten er at arrangere tøjbyttedag med vennerne, og det kan faktisk gøre det til en helt hyggelig ting. Måske har du en gammel frakke eller et par bukser, som du ikke længere går med – men måske er det noget for en af dine venner, som til gengæld kan give dig et af deres stykker tøj eller to i bytte? Alle vinder.

Tip 3: Lær at upcycle dit tøj

Eller hvorfor ikke tage tyren ved hornene og lære, hvordan du upcycler dine gamle klude? Upcycling kan være at lappe huller med små stykker stof eller simpelthen at sy et stykke tøj om til et andet. På den måde får du en helt unik og personlig stil, samtidig med at du sparer både pengepungen og kloden for unødig belastning. Er du ikke vant til at sy, er det en krævende men også tilfredsstillende udfordring at kaste sig over. For så snart du mestrer kunsten at tænke kreativt på vegne af garderoben, og når du har fået nogle helt basale teknikker ind under huden, er det kun fantasien, der sætter grænser for din nye stil. Du kan også lege med forskellige tryk på tøj eller andre former for mønstre. Der findes et hav af Youtube-videoer og guides online, som kan lære dig det hele helt fra bunden.

Kig på kvalitet frem for pris

Men måske er der ingen vej udenom: Alt tøjet på dit tøjstativ er gammelt og martret, og du er jo nødt til at have noget at tage på. Og så er det måske på tide at tage på shopping. Når du skal ud at købe nyt, er der særligt to pointer, som er vigtige at have i baghovedet. For det første – igen med tanke på klimaet – er det vigtigt at tænke på kvalitet. For billigt tøj er ikke altid bedst. Måske koster et sæt bukser det dobbelt af et andet, men måske holder de så også ti gange så lang tid. Gør din research hjemmefra og gør dig selv klog på, hvilke tøjmærker du skal gå efter for at få den bedste kvalitet. Det gælder både, når du skal ud at finde herretøj, dametøj, babytøj og træningstøj.

Modebranchen er begyndt at tænke plus-size

Du har garanteret set et billede af en toptrimmet model i et modemagasin og tænkt: ”sådan er der jo ingen almindelige mennesker, der ser ud!” Modebranchen er nemlig ikke kun kontroversiel på grund af dens store klimabelastning, men også på grund af dens forskruede og nogle gange decideret skadelige forhold til kropsidealer og -størrelser.

Det har taget mange år for modebranchen at se hinsides de helt stramme og nogle gange direkte sygelige kropsidealer og favne alle slags kroppe – store som små, slanke som tykke. Det ville være synd at sige, at idealerne ikke stadig spiller en væsentlig rolle, men udviklingen er på vej i den rigtige retning. Og heldigvis er der mange brands, som er begyndt at hylde kvinder og mænd i større størrelser og former, og som for eksempel producerer plus size-tøj, så ingen skal føle sig udenfor, når de skal finde det helt rigtige sæt tøj.

De største bæredygtige modebrands i Danmark

Danmark og de andre skandinaviske er internationalt anerkendte, når det kommer modetøj, og mange af vores brands har et skarpt fokus på bæredygtighed. Som industri er modebranchen her i landet begyndt at vende supertankeren og tænke bæredygtigt, når deres designs skal produceres og ud på butikshylderne.

Læs for eksempel denne guide, som Femina har lavet, over 18 danske modebrands, som tager klimakrisen alvorligt. På listen er blandt andre Selected Femme/Homme, Gestuz, Designers Remix, Stine Goya og Aiayu. Langt de fleste tøjmærker er både tilgængelige, hvis du vil ud at kigge på vinduer, eller hvis du vil gøre dit næste tøjfund med hjem af online shopping.

Den danske modeindustri er stadig ung

Hvis vi lige tager de historiske briller på, så er den danske modeindustri faktisk stadig relativt ung. Det skriver Politikens kulturjournalist Niels Pedersen i en omtale af Marie Riegels Melchiors bog ’Dansk på mode!’ fra 2013.

”For 50-60 år siden var mode noget, der kom fra udlandet, og danske tøjvirksomheder arbejdede primært med stabelvarer og traditionel beklædning. Den slags ændrede sig kun lidt i farve og snit fra år til år, og man var langt fra nutidens flygtige modebillede med to til otte friske kollektioner om året,“ skriver Niels Pedersen.

Heldigvis for os, så kommer der hele tiden nye aktører til, og de senest tilkomne er ofte optaget af at lave bæredygtigt tøj.

Sådan vedligeholder du dit tøj

Vi skal alle sammen prøve at vaske tøj for første gang, og har man ikke lært det hjemmefra, kan det være en udfordring at gennemskue, hvordan man får tøjet helt rent. Ved at vaske dit tøj jævnligt – og rense pletter som maling og olie, inden det ødelægger tøjet – kan det meste tøj holde sig i årevis. I hvert fald, hvis du sørger for at købe tøj af kvalitet.

Hvordan vasker man tøj?

I langt de fleste tilfælde, finder du en vaskeanvisning på flappen inde i dit tøj. Aflæs symbolerne og se, hvor høj vasketemperatur det specifikke stykke tøj kan klare, og om det for eksempel kan centrifugeres eller tørretumbles, eller om det kun kan vaskes i hånden. Måske er du så heldig at have vaskemaskine derhjemme, men mange benytter sig også af møntvaskerier. Mange af dem er heldigvis begyndt også at tage imod kortbetaling, så du ikke skal ud at skaffe hel rulle femmere med, hver gang du skal vaske tøj.

I dag har alle vaskemaskiner vaskeprogrammer, som gør det meget let at indstille maskinen. Skal du for eksempel vaske uld, er der næsten garanteret et program for det, og så kan du selv indstille temperatur og centrifugeringshastighed på maskinen.

Hvis du går op i, at tøjet holder farven, er det en god idé at dele vasketøjet op i sort, hvidt og farvet. På den måde bliver din hvide t-shirt ikke nusset og mudret i farven. Du kan også vælge at bruge forskelligt vaskemiddel til forskellige typer tøj, men hvis du har travlt, findes der også vaskemiddel, som kan bruges mere universelt. Meget hverdagstøj behøves ikke at blive vasket ved mere end 30 grader. Jo varmere og længere du vasker, jo mere tærer du på vores dyrebare ressourcer, men nogle gange er man altså nødt til at give tøjet 40 og nogle gange 60 grader.

Er tøjet krøllet, når det kommer ud af maskinen, kan du enten glatte det med et strygejern eller en tøjdamper.

Hvordan får man maling af tøj?

Hvis du har fået vandbaseret maling på tøjet, kan du behandle det med varmt vand i håndvasken. Skyl pletten af maling fra bagsiden, så den opløses og langsomt skylles ud i afløbet. Når du ikke kan få mere maling af med varmt vand, så kan du begynde at behandle pletten med vaskemiddel, alternativt kan opvaskemiddel også fungere. Prøv det af på et lille hjørne, inden du bruger det, så du er sikker på, at midlet ikke skader tøjet, og brug herefter for eksempel en svamp til at duppe pletten med. Hvis intet virker, så kan du prøve med isopropylalkohol, men her skal du være forsigtig og igen teste et lille hjørne, og alternativt kan du bruge neglelakfjerner.

Er malingen oliebaseret, er fremgangsmåden lidt anderledes. Her kan du ofte finde en vejledning på selve malerbøtten. Finder du ingen instruktioner der, så skal du helst behandle pletten, mens den stadig er våd med vaskemiddel og varmt vand.

Hvordan får man olie af tøj?

Hvis du har fået madolie på tøjet, så skal du gennemvæde pletten med opvaskemiddel og lade den hvile i 4-5 timer. Herefter kan du vaske tøjet som normalt.

Er der tale om olie fra en cykelkæde, kan du dryppe lidt rensebenzin eller motorrens på pletten og duppe med køkkenrulle på begge sider. Gentag behandlingen et par gange, indtil pletten er væk, og vask herefter tøjet som normalt. Husk at tjekke, at tøjet ikke er særligt sensitivt, for så rensebenzin og motorrent kan være en kras omgang.

Hvordan fjerner man blod fra tøj?

Læg tøjet i blød i en balje med koldt vand og et par dråber opvaskemiddel. Når det har ligget der i en time eller to, kan du forsøge at skrubbe tøjet med en blød børste. Pas på, du ikke skrubber for hårdt og kommer til at ødelægge materialet. Gentag et par gange, hvis nødvendigt. Er der stadig blod på tøjet, kan du lægge det i en blanding af salt og vand – to spiseskeer salt per liter vand. Når pletten er borte, kan du vaske tøjet som normalt.

Mere Webshops